det var jeg under og især efter filmen where the wild things are. det var simpelthen ulideligt at se på. efter 17 minutter havde jeg lyst til at udvandre fra stuen og græde min sjæl ud. jeg fik det fysisk og psykisk dårligt af at se den film.
jeg har førhen grædt til film, men aldrig følt sådan, som jeg gjorde her. det er på sin vis tåbeligt, men jeg var virkelig, virkelig ødelagt.
der er flere stadier af gråd. herunder beskriver jeg de fire største milepæle:
- optakten: de begyndende våde øjne og viden om, at man muligvis får våde kinder om lidt. lydniveau: lydløst.
- småtårer: tårerne er få og de triller stille og roligt ned. man kan kontrollere situationen, og man har ikke behov for at suge snottet ind. lydniveau: næsten lydløst.
- gråd: man græder. kort sagt. og her er snotter man en smule. lydniveau: kan variere, lydniveauet er som regel lavt, dog topper det, når man lige snotter.
- hulken: grådens klimaks. tårerne vælter ned af kinderne og snottet ud af næsen. hele ansigtet er vådt. situationen er ude af kontrol, og der er ingen vej tilbage. man orker ikke at tørre tårerne væk mere, da de lynhurtigt erstattes af flere. lydniveau: højt. (hulk!). en gang i mellem (hvis man går i selvsving) kommer man med gentagende ord som "nej, nej, nej" og "åh, gud.." osv... - disse er selvfølgelig sagt med hulkende og sobbende stemmeføring.
jeg var næsten hele filmen igennem på gråd-stadiet, og når jeg ikke var, så var det småtårerne, der pressede på. da filmen sluttede, hulkede jeg. så kunne jeg simpelthen ikke holde inde mere, og min mor og brødre kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg reagerede sådan. min mor havde selv grædt lidt, men mit tog overhånd. jeg tror, at det var fordi, filmen mindede mig så meget om min barndom, og at drengen i filmen mindede om, og lignede på uhyggeligste vis, min lillebror, casper. jeg relaterede for meget til filmen, men det gjorde også, at det er en film, jeg nok aldrig glemmer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar