Lad mig tegne et billede af mit sind og mit hjerte.

Nu er der gået et stykke tid, og jeg tror, at det var det rigtige valg, der blev truffet. Jeg har været ved siden af mig selv siden, men ikke som sådan på nogen negativ måde. Jovist har der været tidspunkter, hvor jeg har været nede, savnet dig og bare følt, at jeg var modbydelig og generelt bare et grimt menneske - og sådan har jeg det stadig. Men alligevel er jeg glad for, at vi endte det. Det blev for meget til sidst, og jeg kunne ikke holde ud til at forstille det hele mere. Det havde jeg heller ikke lyst til.

Jeg savner at have en at være sammen med, hygge med og ligesom være ét med. Jeg har i de sidste par år ikke været alene. I hvert fald ikke meget tid af gangen. Jeg vil næsten stille det sådan - næsten groteskt - op, at jeg gik fra den ene til den anden og til slut til den tredje. Dig. Jeg har sammenlagt de sidste tre år haft fire måneder, hvor jeg kunne kalde mig single og fri. Og jeg har nydt de måneder. Jeg kan bare mærke nu, at jeg ikke ønsker at have den totale frihed. Jeg vil gerne være bundet til én, men den ene skal også bare være... Ja, perfekt. Eller blot fuldkommen i mine øjne. Dette kommer til at lyde ondt. Jeg får ondt i maven og en klump i halsen nu, men jeg skriver det alligevel. Jeg har brug for at få det ud. Jeg har brug for frisk luft. Jeg har brug for tid til at give slip, og det har jeg ikke fået endnu. Men nu tager jeg det første spring og gør det ... Mit nyeste forhold skulle aldrig have været til. Misforstå mig ikke - jeg fortryder intet - men det var bare så forkert timet. Jeg var lige blevet single. Dumpet på det grummeste. Jeg var så svag og ødelagt. Jeg spiste ikke, og jeg følte ingen glæde ved livet. Jeg havde lyst til at møde op på hans dørtrin og bare kigge på ham. Spørge ham. Forlange svar og afklaring. Jeg ville stå ansigt til ansigt med ham igen, men det eneste, jeg facede, var min toiletkumme. Jeg blev så syg og deprimeret. Jeg havde brug for en ven. Jeg havde brug for en, der kunne forstå mig og holde om mig og fortælle mig, at det hele var naturligt, og at det ville gå over. At det tog tid, men at jeg var stærk, og at jeg sagtens kunne komme videre. Jeg havde brug for kærlighed, men jeg fik intet. Jeg lukkede mig selv inde. I skolen var jeg tvunget til at være glad og social, mens jeg mest af alt havde lyst til at sætte sørgmodigt musik på og bare græde. Jeg blev sur og frustreret over andre par. Jeg var misundelig, fordi de virkede. De fungerede sammen, og alt virkede så idyllisk og sødt, mens jeg troskede rundt i mit sorte mudder og bare blev mere og mere beskidt og trist og indelukket. Jeg havde brug for at komme væk. Væk fra alle de ting, der mindede mig om ham - og væk fra hende, som han nu var sammen med. Min veninde. Jeg brød sammen. Ligesom jeg troede, at jeg var ved at komme ovenpå, trak hun mig til side og fortalte mig, at de var sammen. Jeg tænkte, at jeg måtte play it cool, så jeg chattede og smilede. Hun gav detaljer, og jeg blev mere og mere ked af det. Til sidst ringede det ind, og jeg blev nødt til at gå til time. Aldrig har jeg været så glad for spansk, og alligevel så træt og ked af det på samme tid. Jeg blev nødt til at gå tidligere, og jeg er sikker på, at alle kunne se, at jeg var på randen til gråd.

Og det var så her, du kom ind. Den person udefra, som skulle hjælpe mig på fode igen. Men det blev til mere end det. Du var så opsat på, at vi skulle være sammen, og jeg havde bare brug for tid til at hele. Jeg har flere veninder, der, efter at have endt et forhold, benytter sig af et bootycall, og jeg tænkte, at det var et råd, jeg kunne tage til mig nu. Nu var det min tur. Men det trak ud, og jeg fik følelser for dig. I starten var det en let forelskelse, men det udviklede sig til kærlighed. Ikke den brændende slags man ved, vil vare for evigt, men den venskabelige kærlighed. Jeg elskede dig som en ven, og det blev mere og mere tydeligt for mig, at vi bare skulle være venner. Men det var svært. Du forstod ikke mine små vink, og til sidst fik jeg nok. Jeg kunne ikke lade som om, og til sidst tyngede det mig for meget. Jeg blev nødt til at ende det. 

Jeg er ked af, at det trak så langt ud, men det var først nu, jeg kunne løsrive mig. Det er ikke rigtigt, hvis det ikke føles sådan. Kun to ved dette, og jeg havde ikke intentioner om at skrive alt dette på en frit tilgængelig blog, men nu gør jeg det. Det er et år siden, at han slog op med mig, og jeg er stadig lige forelsket i ham, som jeg var dengang. Jeg er mere hærdet og svært tilgængelig nu, men jeg er stadig ked af det og sønderknust.

Folk siger, at den første kærlighed er den, der varer længst - ikke nødvendigvis på grund af længden af forholdet, men fordi at det er den, man vil huske bedst.