... og ligeså er døden.
døden sætter virkelig livet i perspektiv. jeg har tænkt og grædt og tænkt og grædt, og kom til det punkt, hvor øjnene sved og hovedet dunkede. der sker så meget lige nu, og jeg forstår ikke, hvorfor det hele skal ske på én gang. der er kun så meget, et sæt skuldre kan bære.
lige nu virker alt uoverskueligt og for meget, og jeg kan mærke, at jeg er godt på vej ned i et hul. jeg ville ønske, at tiden kunne gå i stå, så jeg kunne tænke alt igennem og komme med igen.
hvil i fred, ole.
x
Ingen kommentarer:
Send en kommentar